Backstage – En rigtig baggårdsfortælling

Jeg har været på Backstage og spise flere gange før, for maden er noget af det bedste, der kan fremtrylles, og servicen er i top.
Men jeg havde ikke ventet hvad der mødte mig denne fredag morgen, da jeg træder ind i en verden, som er totalt forandret fra sidst, jeg guffede varm mads i mig på en hyggelig torsdag aften.
-Ja, hva´ siger du så, griner Tina, da hun tager imod med et luftkram, og jeg beundrer de gråsorte vægge, dekoreret med gamle skærebrædder, de nye møbler med fåreskind på stolene, og alt det andet, der oser langt væk af Simonne, som er lokal indretningsarkitekt.
Stilen hedder New Nordic, og det hele er så gennemført, at selv Københavns største spisesteder godt kan gå hjem og lægge sig.
Tina byder på et glas varm ingefær-the, og vi sætter os godt til rette ved et af bordene. Her oser af varm atmosfære, og her dufter som en bid af himlen.

Cafe Backstage er et kommunalt beskæftigelsesprojekt. Her kommer folk, der anvises af jobcenteret, og som har brug for at få en ny start på livet, og med Monica som den anden af husets 2 fastansatte medarbejdere, har de sikret sig en kok, der ikke bare selv kan lave mad fra hjertet, men også videreformidle stilen, så de brugere der kommer her, får mere end almindelig forståelse for gedigen madlavning.
Flere af de tidligere brugere har derfor også fået fast job i restaurations- og bagerfaget efter at de har sagt farvel til Backstage.
Det gør de så godt at der ofte forekommer forespørgsler på husets meny ude i byen. Ikke noget de vil lægge sig fast på, for det kommer altid an på hvem der er i køkkenet. Ikke alle brugere magter den stress, der følger med, når der skal leveres 50 kuverter ud af huset til et fast tidspunkt. Det er noget Tina og Monica vurderer fra gang til gang.

Også Backstage blev ramt af Mette Frederiksens nedlukning, for ikke nok med at alle kommunale medarbejdere i Slagelse Kommune blev sendt hjem – men det samme blev de 20 borgere, som ellers var kommet rigtig godt i gang med deres projektforløb.
-Det har været rigtig hårdt for mange at miste den sociale kontakt og det faste holdepunkt, vi jo ellers er i deres nogen gange kaotiske hverdag, forklarer Tina, og tilføjer stolt:
-Men mange af dem har valgt at komme her frivilligt, selv om de er sendt hjem, og derfor har der været liv i huset og hjælp til renoveringen gennem de seneste par måneder. Vi har et meget stærkt sammenhold, der går langt ud over vores faste arbejdstider, og er jo nærmest hinandens familie, så derfor er jeg faktisk ikke overrasket over at vi savnede hinanden så meget, slutter Tina, der har feriekufferten pakket inde i baglokalet. Om et par dage tager hele holdet på shelter-tur for at styrke sammenholdet og lære hinanden bedre at kende.
-Vi laver tit en udflugt sammen – tager også ud over landets grænser, når det er muligt, og pengene til dette kommer bl.a. fra det vi tjener på at levere mad ud af huset.

Både Tina, Monika og husets brugere er glade for at det hele begynder at ligne normale tilstande igen, og de glæder sig især til at se deres hungrende publikum igen, for det er nu engang sjovest at lave mad, når andre gider værdsætte det.

Det gør husets gæster så meget, at det nu er besluttet at udvide åbningstiderne for publikum til at der ikke kun serveres varm mad om torsdagen, men nu også om tirsdagen, og menukortet udvides til flere retter. Det hele skulle gerne være på skinner fra 1. august.
-Det har været en hård tid at være isoleret, når man er sårbar, og i vores job handler det hele om relationer. Nogle er faldet i, mens vi ikke kunne samles, og vi har brugt en del af vores fritid på at forsøge at samle dem op igen., Vores samvær er ikke begrænset til faste arbejdstider – det er der, når behovet melder sig, siger Tina og slutter med ordene:
-Alle kan noget – det handler kun om at få det frem !
I køkkenet står nogle af Tinas brugere parate til PR-foto. Det er tydeligt at alle er stolte af det de har sammen, og deres mad smager ved gud så man kan mærke englene tisse på hjerteklapperne !
Smut lige i baggården og nyd resultatet af byens flotteste renovering, og alt hvad der bydes på til din kræsne gane, når sulten kalder !

Tekst og foto: Margit Knoblauch

Seneste nyheder