Fagmand i farver

Klokken er lige over frokost. Udenfor på P-pladsen foran Flügger er der godt fyldt op, og inde i butikken er Kim faldet i snak med en kunde, der er kommet hertil fra Slagelse. Han skal have noget grundtapet til væggene derhjemme, og har et fejlkøb med ind ad døren.
-Er det noget jeg kan bytte her hos dig, for jeg synes ikke det virker helt rigtigt til køkkenet derhjemme?

Kim kaster sig omgående ud i en lang fagsnak om strukturtapeter, og spørger ind til hvordan det øvrige køkken skal se ud, så han får dannet sig et samlet billede af det færdige resultat.

Da han forlader butikken med 2 store ruller under armen, spørger jeg hvorfor han er kørt helt fra Slagelse?
-Jeg kan bedre lide og handle i Skælskør, er det korte svar, inden han forsvinder. Kim smiler stolt.

-Jeg er uddannet Farve- og tapethandler, og jeg elsker mit job, netop fordi jeg på en måde er med inde i folks hjem, når de kommer her i butikken, og skal have både varer og gode råd med på vejen, siger han, og gyser ved tanken om hvor meget han kunne have mistet på den konto, – og ved Gud også den finansielle, – hvis det var gået så galt som han frygtede, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts.

Hele Kims verden er bygget op omkring årelang erfaring, og det sociale element der ligger i at tage snakken over disken, når vi skal sætte hytten i stand, have malet sommerhuset, eller et kunstværk i tunnelen til Noret, som alle kan beundre. Han tager et medansvar på sig, og han tager også skideballen hvis han rammer ved siden af. Og DET gør han helst ikke.

-Jeg er pærestolt af at folk viser mig den tillid, og så skal man altså også kunne leve op til den, konstaterer han og fortæller ivrigt hvordan han og kunderne kan stå i lang tid og diskutere hvor meget gult eller grønt, der skal tones med for at nå frem til det helt perfekte resultat.

Går du en tur under tunnelen mellem Nytorv og Norstien, møder du kunstneren Mia-Nelle Drøschler ´s farverige værk, som blev skænket i forbindelse med Kulturel Folkefest i byen.

-Jeg vil ikke ligefrem påstå at jeg selv er en af de kræfter, der trækker mest her i byen, men jeg er med på den værste, når andre sætter noget i gang, og det er jo hvad de gør her i Skælskør, siger Kim, og genkalder mange gode stunder med kunstneren, hvor han bød ind med farveprøver, han selv havde gået og bakset med i utallige timer.

-Det var en fantastisk udfordring, som jeg tænker på hver gang jeg ser på Mies vilde eksotiske blomster og dyr i tunnelen, siger Kim.

Tilbage til nutiden, starter vi alligevel 3 måneder tilbage:

-Jeg har været her i 15 år, og tænkte at det jo så nok var det, da coronaen ramte os alle, og jeg står gerne ved den sved, det fremkaldte på panden, da vi med det samme besluttede os for at drosle kraftigt ned, være her på skift, og så ellers tage fat på nogle af de ting, vi havde gået og udsat på de travle hverdage, men er du tosset, hvor blev jeg glædeligt overrasket, for der gik ikke meget mere end en lille uges tid, før det viste sig at det var lige præcis hvad alle andre, der var tvunget til at isolere sig, gjorde.

Vi ved det alle sammen nu: Der gik mega boom i gør-det-selv-folket. Familien Danmark kastede sig over renoveringen, malingen, tilbygningen og alt det, der ikke var tid nok til i den travle arbejdsdag, og derfor nåede Kim heller ikke engang at sende en ansøgning om løntilskud til Pia i butikken. Her blev travlt på en helt anden måde end før.

-Jeg skynder mig altså lige at sige, at det aldrig havde kunnet lade sig gøre at følge op på efterspørgslen, hvis ikke folk havde opført sig, som de gjorde. De overholdt alle forskrifter om afstand og hygiejne, og så snakkede vi ellers lige så meget om coronaen som om farverne i stuen, eller hvilket tapet, de skulle sætte op i sommerhuset. Hold op, der er røget mange ruller tapet over disken på det seneste, griner Kim.

Og mon ikke vi alle sammen også har trængt til lidt mere farve på tilværelsen i disse hudhungrende tider uden vores farverige omgangskreds tæt på?
Kim elsker at være i Skælskør, fordi her er tid og plads til snak med kunderne.

-Det er trist hvis fagbutikkerne skal bukke under for storkøbs-koncepterne, for så mister vi den nærhed, der er styrken her i byen, så jeg er da ikke ubevidst om hvor heldig jeg er at drive forretning, hvor folk bakker op omkring den lokale handel, hvad enten de står med pengene i hånden foran dig, eller bag dig som erhvervsforening, så stor tak for det, slutter den farveglade farvehandler, som vi – respektløst – foreviger i s/h.

Tekst og foto: Margit Knoblauch

Seneste nyheder

Generalforsamling 2024

Årets Generalforsamling for foreningens medlemmer afholdes i Tjæreby Forsamlingshus onsdag d. 24 april kl. 18.00 og du finder programmet under yderligere info og tilmelder dig

Læs mere »